Som sand mellem fingrene forsvinder du

Jeg går i strandkanten. Bølgerne vælter hulter til bulter fra flere sider og tørner sammen og giver et kaos i vandet, hvor jeg står. Som ofte føles naturen som et sindbillede, også denne aften, hvor jeg går og funderer over temaet, hvornår har jeg givet slip for at sætte fri?

Meget væsentlige valg fra mit liv ligger til højrebenet som perfekte eksempler. De tripper for at få taletid som nærmest dukseagtig eksemplarisk data på, at når jeg har vovet at give slip fra et virkelig sandt sted og truffet livsomvæltende valg med hjertet, så følger resten med og falder i hak, så man må undres.

Men noget andet insisterer indeni i aften. En sagte bøn om at bruge muligheden for at se på det, der aktuelt nager hjertet, hvor der er alt andet end slip eller følelse af valg. Da jeg alligevel ikke har taget skrivegrej med på stranden, går jeg med denne insisteren og lader ordene forme sig som de vil ud i vinden, mens jeg går i vandkanten. Først kommer ordene som spørgsmål. Snart mere som krasse konstateringer – hvis du ikke finder ud af at give slip, så taber du 100%. Nej endnu mere, for kampen dobler lidelsen op…  Tårerne kommer.

Jeg ser for mig en række af elskede mennesker. De er her endnu. Eller… De bliver mindre og mindre. Eller tyndere og tyndere, lidt mere gennemsigtige for hver gang, jeg ser dem. Om det er alder eller demens ændrer ikke på den panik, jeg mærker indeni. En gammel velkendt følelse af at blive forladt – og impulsen til at råbe, løbe efter og ikke lade døren lukke i og lade mig alene tilbage. Men der er ikke en dør. Jeg kan ikke råbe nogen op.

Alder og sygdom har til alle tider sneget sig ind på mennesker, så hvorfor piver jeg? Mit sind taler ikke så nænsomt i aften og påpeger, at det jo er et vilkår, det med at miste.

Himlen er storladen med sorte skyformationer over stranden. Regndråberne stænker lidt sporadisk, og helt poetisk blander de sig med tårerne. Jeg kommer til at huske et helt bestemt udtryk, der pludselig var i hans blik en dag og gav mig en uro. Det mindede om udtrykket, som gradvist overtog min Bedstemors blik sammen med demensen for mange år siden. Når jeg oplever det blik igen, dukker sorgen frem. En gammel én og en på ny.

Hvordan giver jeg slip her?

Jeg mærker på det. At give slip her er at miste. Det føles overhovedet ikke livgivende som at sætte fri. Mere som at åbne mig for tab. Hvis jeg ikke skal kæmpe imod virkeligheden, men slippe ind i det som er, så… så er det en rå oplevelse af tab. Tab af mennesker jeg elsker.

Når det er døden, der river en elsket væk, så følger der ritualer til sorg og afsked, til i taknemmelighed at fejre alt det, der var. I den her slags gradvise, lidt tabubelagte tab er der ingen ritualer. Her er rådvildhed. Stilhed. For min del også undgåelse. Det gør mig helt ulykkelig, når jeg opdager, at fordi noget er forandret, bliver jeg usikker og trækker mig fra kontakten. Men de er her jo endnu, på en måde i hvert fald.

Og kærligheden i mig er uforandret, husker jeg mig selv på. Sorgen er her også, men fordi de mere gradvist, umærkeligt forsvinder som sandet, der langsomt løber gennem mine fingre, så bliver det så diffust.

At give slip her er virkelig igen en af de der eksistentielle øvelser, jeg synes at finde mig selv i igen og igen. Helt konkret i denne situation at være med det menneske som er nu. At give slip på kampen for at de skal være som før. At åbne mig for tabet, for sorgen og for kærligheden, som uanset blikket, gennemsigtigheden og tabet af gensidigheden, stadig er her.

At give slip denne aften er at gå med fødderne i vandet, at lade havets brusen bølge gennem mig med åndedrættet. Helt fysisk at trække vejret gennem disse fakta som er, at mennesker med uvurderlig betydning på alle mulige måder i mit liv nu gradvist glider mere og mere væk, som bølgen, der trækker sig tilbage i havet.

Ja. Sådan er det. Tårer. Slip.

Blogindlægget er skrevet til bloggen på Kontemplation.dk