MÅLET MED TERAPIEN
Sammen skal vi finde de mest hensigtsmæssige måder at håndtere dine udfordringer på. Målet er helt overordnet at hjælpe dig til et liv, der er rigt og meningsfuldt for dig.
I den proces vil vi arbejde med en øget opmærksomhed på og indsigt i, hvad der virkelig betyder noget for dig, og hvilke veje der kan føre dig i den retning. Derfor arbejder jeg aktivt med at øge din opmærksomhed på tanker, følelser og kropslige fornemmelser, ligesom vi udforsker dine værdier og mål i livet. På den baggrund handler det om at få sat handling igang. Min erfaring er, at dette giver mening og livsglæde.
Kommer du midt i en akut krise, vil de første samtaler oftest fokusere på konkrete handlestrategier til din situation her-og-nu. Akut krise eller ej er mit ønske altid at tilbyde dig et trygt og ikke-dømmende rum at finde dig selv og din retning i.
Velkommen.
nothing lasts for ever
let that be the reason you stay
even this sick twisted misery
will not last
- hope
Rupi Kauer
Lev som om det vigtigste i dit liv er det vigtigste
Uanset dine specifikke udfordringer eller motivation for at søge terapi, vil min tilgang tage afsæt i en undersøgelse af, om du lever dit liv, som du ønsker det. I terapien udforsker vi, hvilke værdier, du ønsker, skal guide dit liv, og hvad der eventuelt forhindrer dig fra at leve i tråd med dem. Vanskelige oplevelser, følelser og tanker kan påvirke os så voldsomt, at det kan være hjælpsomt at rette opmærksomheden på, hvad der er vigtigt i denne situation. På den måde kan værdierne tjene som kompas for din handling her og nu.
Løsningen kan være problemet
Som mennesker har vi en veludviklet evne til problemløsning, som vi kommer langt med i mange situationer. Problemet opstår, når vi forsøger at problemløse på almenmenneskelige udfordringer, som ikke kan løses. Kærestesorg. Dødsfald. Selvkritiske tanker. Følelser. Kroniske smerter. Svigt. Alle de ting som vi ville ønske, vi kunne ændre på, kontrollere eller helt undgå at opleve, fordi de medfører ubehag og smerte.
Vores hjerne er kodet til per automatik at forsøge at undgå ubehaget. Den beskytter os godt og effektivt mod mange farer. Men andre gange kan undgåelsesadfærden være uhensigtsmæssig og faktisk medføre mere lidelse på længere sigt. Den kan fjerne os fra at leve det liv, vi ønsker, fordi den holder os fra alt det, der giver ubehag – som samtidig ofte også er det, der betyder mest for os.
En del af terapien kan handle om at undersøge, hvordan din problemløserhjerne har udviklet automatreaktioner på ubehag og uvished. Reaktionerne har sikkert været vældig effektive, da de blev til. Men måske betyder de, at du ikke lever dit liv i tråd med dine værdier nu?
At få større klarhed over, hvad du gør, hvornår og hvorfor giver mulighed for at stoppe og tjekke, om du lader dig styre af frygten for ubehaget, eller om du lader værdierne guide dine handlinger.
Du har altid et valg
I terapien vil vi arbejde med en større bevidsthed om, at alting har en pris. Vi vil undersøge, hvad der er ubehaget værd, og hvad der ikke er. Vi arbejder med en bevidsthed om, at du altid har et valg i forhold til, hvordan du vil forholde dig og handle i de situationer, du står i – hvor vanskelige og ubærlige, de end opleves.
Vi arbejder for at finde modet til at se, hvor du kæmper imod dét, der ikke kan ændres. Dét som du bliver nødt til at lære at leve med. Og vi finder ud af, hvornår du lader tanker og følelser afholde dig fra at gøre noget dér, hvor du rent faktisk kan ændre noget, hvis du tør bære omkostningerne. At det kan give en uvurderlig frihed til at tage ansvaret på sig og leve for noget, der giver mening, har været en øjenåbner for mig personligt.
Professionelt har jeg derfor specialiseret mig i den psykoterapeutiske retning, som kaldes ACT (Acceptance and Commitment Therapy). ACT har et fokus på, at det er muligt at lære at leve med det, der ikke kan være anderledes. ACT er en konstant opfordring og støtte til at bruge energien og kreativiteten på at ændre og engagere sig i alt det, der kan føre i retning af en bedre verden og et bedre liv.
HVAD KAN JEG HJÆLPE MED?
Jeg kan hjælpe med en bred vifte af eksistentielle og psykologiske problemstillinger som stress, angst, depression, kronisk sygdom, livskriser, relationelle udfordringer og manglende glæde og livsretning. Jeg tilbyder også hjælp til arbejds- og karriereorienterede problemstillinger herunder hjælp til at vende tilbage til arbejdet efter sygemelding.
Jeg har erfaring med langt de fleste psykologiske og eksistentielle udfordringer, og der er ingen temaer, som ikke er velkomne i terapien. Hvis du er i tvivl, om jeg er den rette til at hjælpe med netop dét, du kæmper med, er du altid velkommen til at sende mig en mail og kort beskrive din situation. Jeg henviser altid gerne videre til anden relevant behandling, hvis det er aktuelt.
Jeg har erfaring med at samarbejde med speciallæger i psykiatri, og jeg ser stor værdi i tværfagligt samarbejde for at skabe det mest effektive og sammenhængende forløb for mine klienter.
Læs om STRESSHÅNDTERING
Hvor tit og hvor ofte?
Det er forskelligt, hvor mange samtaler, den enkelte har brug for. Sammen planlægger vi et forløb, der passer til netop din situation.
Nogle har nok i få samtaler med mig som en udenforstående, professionel medspiller til at afklare og finde handlekraften til at håndtere en konkret udfordring eller krise i livet.
De fleste af mine klienter har et terapiforløb på mellem 5 og 12 samtaler. Forløbet vil typisk begynde med jævnlige samtaler, f.eks. med 2 ugers interval. Senere i forløbet går der typisk længere tid mellem hver samtale.
Endelig har jeg også forløb, der strækker sig over længere tid, og hvor der er flere måneders mellemrum mellem hver samtale. Det kan eksempelvis være for at forebygge tilbagefald af stress, depression og angst. Det kan også være for løbende at få støtte og inspiration til at fortsætte den personlige udvikling og forandring, som en krise og et terapiforløb ofte sætter i gang.