Fællesskabet har brug for bekymrede hjerner, der kan forestille sig alt det værste, der kan ske (..)
Hjerner, der skeptisk kan påpege fejl, når dumdristige planer bliver lagt frem.
Hjerner, som har tænkt tingene igennem og har en plan klar, når katastrofen indtræffer. Det er denne type hjerner, som er disponeret til at udvikle angst, og de findes, fordi der er brug for dem.
Forleden læste jeg et åbent brev fra hjerneforsker Peter Lund Madsen. Jeg er ret tit ret begejstret for denne Hjernemadsen, der på forbilledlig vis kombinerer det at være fagligt skarp med det at være en del af den fællesmenneskelige virkelighed det er, at være et menneske med ressourcer og udfordringer. Læs selv med og hør i øvrigt mere til ham på P1s Hjernekassen
“Fællesskabet har brug for bekymrede hjerner, der kan forestille sig alt det værste, der kan ske.
(I disse dage og uger sker desværre noget af det værste)
Hjerner, der skeptisk kan påpege fejl, når dumdristige planer bliver lagt frem.
Hjerner, som har tænkt tingene igennem og har en plan klar, når katastrofen indtræffer. Det er denne type hjerner, som er disponeret til at udvikle angst, og de findes, fordi der er brug for dem.
Siden stenalderen er menneskets sociale virkelighed radikalt forandret. Vi er ikke længere kun medlem af ét enkelt lille fællesskab. Vi tilhører mange små fællesskaber (familien, skakklubben, klassen m.fl.), og mange store fællesskaber (de sociale medier, interessegrupper på nettet, land, kommune, EU m.fl.).
De store fællesskaber kan være meget svære at overskue.
De sociale mekanismer er tilsyneladende blevet langt mere komplekse, men grundbetingelsen er den samme:
Det er stadig nødvendigt med grundlæggende forskellige til gange til tilværelsen.
Vi har stadig brug for mennesker, der ufortrødent sender os afsted mod nye horisonter. Vi har stadig brug for mennesker, som er orienteret mod problemer og problemløsning.
Er man derfor en af de mange, som er født med en tendens til uro, ængstelse og bekymring, er det ikke, fordi der er noget galt med én. Man er derimod født med en hjerne, som har talent for at varetage en af fællesskabets absolut allervigtigste opgaver, som er at sørge for, at vi er forberedt på alle fælderne, farerne og truslerne.
Som med andre talenter er det ikke uden omkostninger. For mange bekymringer og for voldsom ængstelse er en belastning. Det er den type hjerne, der er skabt med en risiko for at udvikle en angstlidelse.
Er der overhovedet ikke noget, jeg og vi selv kan gøre for at undgå alle disse bekymringer og angsttilstande?
Svaret på dette spørgsmål er i det store og hele: Nej, der er ikke en mirakelkur, der bare kan få dem til at forsvinde, men man kan lære at leve med dem.
Personligt gør jeg, hvad der kan og skal gøres for at leve med mit bekymrede sind.
Jeg taler med mine venner og familie om det. Jeg er ikke flov over, at jeg har det, som jeg har det, og frem for alt så lader jeg ikke angsten og bekymringerne styre min tilværelse.
Det kan godt være, at jeg stadig er alt for ængstelig og bekymret i dagligdagen. Men når det gælder! Når katastrofen, stor eller lille, indtræffer, for det gør den indimellem, ja, så er jeg rolig – også mange gange langt mere rolig end de fleste.
For jeg er jo forberedt.
Jeg har indstillet mig, både mentalt og i praksis, på katastroferne.
Så et godt råd er, at hvis du befinder dig på et synkende skib, eller på et hotel i brand, er det meget ofte en god ide at holde sig til en bekymret og ængstelig type, for han eller hun vil være velforberedt, situationen vil være tænkt igennem, og den før så ængstelige kan nu handle uden frygt, for nu er katastrofen indtruffet, og situationen en helt anden.
Sig det højt og tal din bekymring igennem med dine kollegaer, familie og venner.
Vi sender tanker til alle der gennemlever deres værste mareridt i disse dage og uger.
Kærligst Peter”
Brevet fra Peter Lund Madsen er fra Facebooksiden Brødrene Lund Madsen
